Et yderst relevant spørgsmål i disse dage og tider er om risikoen for Coronasmitte har betydning for begravelse og bisættelser?
Det korte svar er JA.
Alle restriktioner og anbefalinger fra myndighederne gælder også i forbindelse begravelser og bisættelser.
Vær samtidigt opmærksom på at regler, anbefalinger og dermed påvirkning for begravelser og bisættelser kan ændre sig med ingen eller kort varsel.
Vi forsøger at holde nedenstående beskrivelse bedst muligt opdateret.
Vi beder alle være særligt opmærksom på personalet. Det gælder både os som bedemænd, præster, kirkens eller kapellets personale. Alle har hyppig kontakt med ældre og svage medborgere og vi vil meget nødigt ende som smittebærere til disse udsatte grupper.
Du vil derfor også kunne opleve at service og betjening er mindre nærværende end normalt og med større afstand til selv få mennesker. Det kan også være nødvendigt, at I i højere grad betjener Jer selv. Alle vil dog efter forholdene gøre alt for at skabe en mindeværdig afsked.
Husk, at du har mulighed for, at planlægge store dele af begravelsen online. Det mindsker den fysiske kontakt, og dermed også smitterisikoen.
Kirkerne afholder generelt fortsat begravelser og bisættelser. Enkelte kirker kan være lukket for begravelser og bisættelser. Det gælder primært i sogne hvor der er flere kirker, hvor man så vælger kun at holde en eller nogen af kirkerne åbne for begravelser og bisættelser. Der vil således være en anden kirke tilgængelig.
Det vil kunne opleves, at kirken ikke tilbyder orgel og korsang ligesom salmebøger de fleste steder er fjernet, da disse anses som en smittekilde. I stedet kan være behov for at printe salmeblade. Grundet smittefare vil der mange steder opleves forbud mod at pårørende synger.
Kirker er som udgangspunkt fritaget for det generelle forsamlingsforbud og er i stedet afhængig af et pladskrav. Generelt kan accepteres 1 person pr. 7,5 kvm. areal i kirken med hensyntagen til at de generelle afstandskrav kan overholdes (2 meter mellem hver person). Lokale forhold kan dog give skrappere begrænsninger. Det betyder at det antal, der tillades i de enkelte kirker både kan være lavere og højere end den generelle forsamlingsbegrænsning.
Danbegravelse hjælper med at undersøge hvordan de lokale forhold er for dig.
Kapeller er ikke på samme konkrete vis som kirker fritaget for det generelle forsamlingsforbud. Reglen fortolkes individuelt ved det enkelte kapel efter forholdene på stedet.
De fleste kapeller følger arealanvisningen for kirkerne med 1 person pr. 7,5 kvm. areal i kapellet, dog under hensyntagen til det generelle afstandskrav (2 meter mellem hver person). Nogle kapeller håndhæver forsamlingsforbuddets antal. Enkelte kapeller er midlertidigt lukket.
Visse kapeller forbyder grundet smittefare, at der synges.
Danbegravelse hjælper med at undersøge hvordan de lokale forhold er for dig.
Krematorierne er generelt fortsat i drift, så kremering af afdøde sker i nogenlunde almindeligt omfang. Adgangen til krematorierne for pårørende og andre er dog stærkt begrænset. Det betyder, at det de fleste steder for eksempel ikke er muligt at være til stede ved kremering af afdøde.
Desuden kan der være restriktioner på, hvordan afhentning og udlevering af urner foregår. Skal du selv hente en urne anbefaler vi, at du ringer til det pågældende krematorium forud.
De fleste kirkegårde foretager fortsat urnenedsættelser og begravelser på kirkegården. Der er dog ofte lokale restriktioner på hvordan og med hvor mange det kan foregå. Enkelte kirkegårde har midlertidigt stoppet for urnenedsættelser.
Alle myndighedernes almindelige anbefalinger og påbud gælder således ved begravelser og bisættelser (dog undtaget det generelle forsamlingsforbud). Lokalt vil der ofte være yderligere restriktioner, der afspejler de lokale forhold.
Danbegravelse hjælper med at undersøge, hvordan forholdene vil være for jer.
Alle forhold kan ændre sig med kort eller ingen varsel. Danbegravelse vil altid gøre hvad vi kan for at holde jer bedst muligt orienteret ved forandringer og står klar til at hjælpe ved spørgsmål og tvivl.
Dette er skrevet med det bedste ønske om en mindeværdig afsked.
Måtte der være yderligere spørgsmål, kan vi kontaktes på:
72302091
[email protected]
Eller gennem vores kontaktformular